Er du mere optaget af, hvad andre synes, end hvad du selv tænker, i et møde med andre? Er det meget lettere at se andres behov end at mærke dine egne? Kommer du altid til at række hånden op og tilbyde din hjælp, men har svært ved selv at tage imod hjælp fra andre? Har du en indre stemme, der skælder ud og fortæller dig om alle de “fejl”, du laver? Har du svært ved at stole på andre? Og føler du dig adskilt fra din krop?

 

Måske kan du kende dig i noget af det, jeg har skrevet herover. Det kan være nogle af de udfordringer, der kan følge i halen af en barndom i et misbrugshjem. At være barn af en misbruger giver altid knubs. Og selvom du måske synes, at du burde være videre, så er det bare sådan, at de sår, vi har med fra barndommen, klæber til os – også i voksenlivet. Indtil vi tager os af dem.

 

I dit barndomshjem voksede du op i et familiesystem, hvor du sikkert ikke var verdens navle. I de fleste hjem med misbrug, er det misbrugeren, der er i centrum. Misbrugerens behov, misbrugerens følelser og adfærd. Hvis du havde to forældre, var den anden måske travlt optaget af at få familien og livet til at hænge sammen. Måske blev der dækket over misbruget. Hverdagen var sikkert uberegnelig, og du havde din rolle i familien. Hvis du fx var den i flokken, der glemte egne behov og følelser og tog ansvar, så gør du det garanteret endnu i alle mulige andre relationer.

 

Prøv at huske tilbage på din familie og din måde at være på dengang. Hvordan var det at være dig? Hvad var dine følelser? Hvordan handlede du?

 

Kan du genkende noget fra dengang i dit liv i dag?

 

I de seneste to år har jeg arbejdet som frivillig i TUBA, som er en organisation under Blå Kors, der tilbyder unge fra misbrugshjem gratis terapi. Det har været intet mindre end magisk. At møde de skønneste unge kvinder, der langsomt opdager, hvordan deres fortid stadig farver deres nutid. Og hvordan de med den viden får mulighed for at skabe en ny fremtid, som ikke er en ubevidst gentagelse af den rolle, som de fik tildelt i barndommens misbrugsfamilie.

 

Hvis du er barn af en misbruger og oplever, at du sidder fast i noget gammelt, så kan psykoterapi være en nøgle til at finde ud af, hvordan du sidder fast – og hvordan du slipper fri. TUBA findes efterhånden mange steder i landet. Men du er selvfølelig også meget velkommen i min klinik i Aarhus 🙂

 

Kh

Reg. psykoterapeut Eva Strøm

 

Book en tid lige her

 

Læs mere om psykoterapi hos mig her

 

 

 

Book tid