Er dit selvværd lavt?

Selvværd handler om at vide, at du er god nok, som du er. At du ikke behøver at gøre noget bestemt for at være elskelig og have ret til din plads her i verden. Det er en indre vished og altså mere end en tanke, du kan have. 

 

Mange har en god selvtillid. Selvtillid handler om at stole på dig selv i bestemte situationer. Fx kan du vide, at du er god til dit arbejde, bruge din krop, være en god ven eller til at nå dine mål. Du kan sagtens have en god selvtillid og et lavt selvværd. Så vil du sandsynligvis (ubevidst) synes, at du skal gøre noget bestemt for at være værd at holde af. Fx at du skal være dygtig, sød, pæn, klog, modig, hjælpsom osv. 

 

Uden et stærkt selvværd skal du hente dit værd uden for dig selv. Det bliver mere vigtigt, hvad andre tænker om dig, end hvad du selv tænker. Hvad andre forventer af dig (fx at jeg er dygtig, sød, pæn, klog, modig, flittig, hjælpsom eller noget helt syttende). Du kommer derfor let til at sætte en “maske” op, der matcher det, du tror, andre forventer. Alt det, der ikke passer ind, er der sjældent nogle, der ser, og det kan føles meget ensomt. 

 

Nu er problemet bare, at det slet ikke er sikkert, at du ved, hvad omverdenen forventer af dig og tænker om dig. I nogle sammenhænge er der selvfølgelig nogle ydre tydelige forventninger, som vi skal leve op til, fx at møde op på studiet eller på jobbet. Men for mange med lavt selvværd er udfordringen, at de altid forsøger at leve op til noget bestemt – også selvom kravene slet ikke er tydelige eller reelle.  Sagen er nemlig, at du sjældent ved, hvad andre tænker eller forventer. Måske tænker de slet ikke det, du tror – og måske er de forventninger, du tror andre har, slet ikke realistiske. 

 

Hvis du ikke lever op til det, du tror, at andre forventer af dig,  er det meget almindeligt at opleve både frygt og skam. Måske går dine tanker i selvsving og udpensler alle de scenarier, som nu kan udfolde sig. Måske kan du ikke være i din krop, fordi skammen fylder så meget. 

 

Hvis du står i den situation er det en god ide at lave følgende lille test: 

 

Hvad ville jeg tænke/føle/sige, hvis det var min ven, der havde gjort det, jeg har gjort?

 

Ofte vil du tænke, at det ville være helt forståeligt, måske endnu helt ok. 

 

Hvis du fx har aflyst en aftale og tror, at din ven nu er vred på dig, så kan det være godt at bytte rollerne om. Ville jeg tænke sådan, hvis min ven aflyste vores aftale? Ville jeg blive vred, bekymret, irriteret, ked af det? Måske. Ville jeg tænke, at min ven er et egoistisk menneske, og at vi ikke længere skal være venner? Nej vel? 

 

Denne lille simple test kan være en god måde at stoppe katastrofetankerne på og opdage, at du faktisk har ligeså meget ret til at sige til og fra, som alle andre. Og skulle din ven dømme dig, lige så hårdt som du selv gør, er det måske tid til at få en ny ven – og blive ven med dig selv 🙂 

 

For heldigvis kan du gøre noget ved lavt selvværd. Det kan du fx igennem psykoterapi, hvor du vil opdage:

 

At det at arbejde med selvværd er en proces, som kræver, at du begynder at se dig selv med nye øjne og øver dig i at gøre tingene på nye måder.

 

Du lærer dig selv at kende og øver dig i at acceptere dig selv og vise dig selv respekt. Fx ved at lære at sætte grænser, sige nej og holde pauser.

 

Du erfarer, at du kan navigere i verden – ikke kun ud fra dine tanker, men også ud fra dine følelser og fornemmelser. Så du kan lære at mærke og udtrykke, hvad du har behov for.

 

Du kan undersøge, hvad der er vigtigt for dig. Hvad er dine værdier? Og hvilke historier fortæller du om dig selv?

 

Og så vil du opdage, at dit eget indre kompas er det bedste at navigere efter 🙂

 

 

Billede: Tak til Gerd Altmann fra Pixabay

Book tid